Rejsebeskrivelse fra Båstad

|
Båstad 2007
Perfekt tur - Joan og Jette havde arrangeret det sådan, at mens busturen foregik i slagregn, brød solen igennem i samme øjeblik vi steg ud af køretøjet. I 5-6 timer sad klubbens 20 udsendte herefter med sol i nakken og så hvordan tennisbolde også kan behandles. Citat Kurt: Det er vist noget værre tøsetennis vi spiller derhjemme!

Kurt og Svend
Båstad er en fancy lilleby, en mindre svensk udgave af Monaco. I havnen, fra anlægget, havde nogen i hvert fald parkeret lystyachter i stakkevis 3-4 etager høje og på længde med en tennisbane eller to. Priserne var ligeså høje, 3 øl + 3 sandwich = 355 svenske dask. Og til læsere som mener at man sguda bare kunne have drukket vand kan oplyses at en hotdog + mineralvand kunne fås til rimelige 70 kr. Vandflasken kostede 25, regn selv pølsen ud ?
Til gengæld var der uddelere på hvert hjørne med reklametilbud. Således hjembragte deres udsendte 2 kasketter, 3 bøllehatte, 1 drikkedunk, 4 slikkepinde, 1 energibar, 2 nøgleremme, 1 pandebånd + 2 stk. regnslag ganske gratis. Forbavsende at uddelerne ikke løb tør for varer, der var et mylder af folk både på og udenfor anlægget mest i havnen, hvorfra Radio Båstad sendte så højt, at man på stadion indimellem troede der var flyttet et tivoli ind ved siden af.

Vi lærte også noget nyt: Efter at en spanier jeg aldrig har hørt om havde slået Carlos Moya og Ferrer havde udraderet Volandri var der double med Bjørkman/Johansson mod to andre jeg heller ikke kender. Nå, men i doublerækken spiller man ikke med fordele hist og pist. Ved 40-40 spilles én bold mere, til gengæld må modtageren så bestemme fra hvilken side der skal serves (Decisive point, receivers decision)! Og 3. sæt bliver spillet som super-tiebreak til 10. (Bjørkman/Johansson tabte 11-9) Forklaringen var at det skulle være mere interessant for tilskuerne samt at man ville minimere slitagen og derigennem gerne have flere spillere til at tilmelde sig double-turneringen også. Så kan turneringsudvalget i Ryvang jo tygge på dét.

Bjørkman/Johansson
Ved 9-9 i double-tiebreakeren begyndte det at småregne og da vi forlod stadion væltede det ned i Greve-stænger, så man måtte have to bøllehatte på for at konservere frisuren. I bussen ventede vi lidt på Svend igen:) -, hvorefter vi kørte til Klitterhuset et badehotel ved Ängelholm, en kort andenserv fra vandkanten. Her ventede vi 1½ fadøls-tid på en dejlig middag m. kaffe (uden avec, det ville formentlig have fordoblet kuvertprisen, hehe), hvorefter den smilende chauffør bragte os hjem til Hellerup på minuttet kl. 23.00 som beskrevet i programmet.

Jette
1000 tak, hæder og ære til Joan og Jette for en dejlig tur !!! Næste opgave: French Open 2008. (Med indlagt plads til shopping citat Pernille)
Kh Kim
|